Behov og selvsabotage

Står du ved dine behov?
… eller spænder du ben for dig selv?

Hvis du har et behov, er det dit eget ansvar at gøre opmærksom på det.



Jeg oplever dog, at både jeg selv og andre kan komme til at stå i vejen for os selv, ofte helt uden grund.

For ikke så længe siden havde jeg en oplevelse, hvor jeg selv var godt i gang med selvsabotagen.

Min egen oplevelse
Der var en ting, jeg rigtig gerne ville. Jeg ville det så gerne, fordi det potentielt kunne betyde meget for mig og også for min familie.

Men jeg var sikker på, at det ikke kunne lade sig gøre.

Jeg var så sikker, at jeg i mine tanker førte lange samtaler med den, der skulle give grønt lys. Frem og tilbage talte vi, og hver gang var svaret nej. I mine tanker.

På dagen
Efterhånden kunne jeg alle argumenterne for ”nej” i søvne, og jeg begyndte at blive tiltagende vred og irriteret over at skulle modargumentere. For jeg ville det så gerne.

Jeg begyndte også at se for mig, hvordan et nej ville påvirke min fremtid negativt. Og jeg overvejede også, om jeg helt skulle undlade at spørge, og fik overbevist mig selv om, at det var en fjollet idé.

Men i selvrespektens tegn vurderede jeg alligevel, at et nej trods alt var bedre end ikke at gøre forsøget, for jeg ville det jo så gerne.

Så da dagen oprandt, hvor jeg skulle fremføre mit ønske, gik jeg ind i samtalen med paraderne oppe. Sikker på at få et nej, og klar til at fremføre alle argumenterne fra mine imaginære samtaler.

Jeg var nervøs og sikker på at få mit ønske stemplet som urealistisk. Jeg var også urolig for, hvad det ville betyde for den andens vurdering af mig som person fremover.

Og det var hér, magien skete. Da jeg fik fremstammet mit ønske, blev jeg mødt af et ja, et smil og en masse nysgerrighed.

Helt ulig det, jeg på forhånd havde forestillet mig, og jeg sad tilbage som en punkteret ballon og kunne sænke paraderne og lade alle argumenterne sive, for der var slet ikke brug for dem.

Bum! Jeg tror da nok lige, at jeg følte mig fjollet lige dér. 

Ikke pga. mit behov, men fordi jeg havde gjort mig så mange tanker og havde ladet det påvirke mig så meget.

.. og det er det, jeg også ofte ser hos mine klienter:

Deres egen frygt spænder ben for at få behov opfyldt. Frygten for at den anden synes, deres ønske er uberettiget eller useriøst. Frygten for, at den anden siger nej. Frygten for at skulle stå ved sig selv og sige:

”Det her er vigtigt for mig.”

Er det noget, du kan genkende?


0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *